Find rundt på museet

Frederiksborg Slot rummer Det Nationalhistoriske Museum og er indrettet som et museum for de sidste 500 års danmarkshistorie, fortalt gennem portrætter, historiemalerier, møbler og kunstindustri. Vandringen gennem danmarkshistorien i museets smukke sale og stuer kombineres med besøg i slottets enestående pragtrum, der afspejler tidligere tiders pompøse fester og ceremonier og rummer talrige fortællinger om forskellige begivenheder og epoker i landets historie.
 
Det Nationalhistoriske Museum udfylder alle fire etager på Frederiksborg Slot samt dele af kælderetagen, så der er gode muligheder for at opleve og udforske. Der er så meget at se, at det ofte overstiger, hvad man kan nå på et enkelt besøg. Det er derfor en god idé at danne sig et overblik og eventuelt prioritere, hvad der skal fokuseres på under besøget - og hvad man skal se næste gang!
 
Forhallen
Museets forhal rummer billetsalg, garderobebokse, caféområde og nedgang til børneudstillingen samt til toiletterne. Museumsbutikken ligger i forlængelse af forhallen.
 
I forhallen hænger en stor etageoversigt, og ved køb af billet udleveres en trykt etageplan, der kan anvendes som guide under besøget.
 Se museets etageplan (download pdf).