Highlights på Frederiksborg Slot

Frederiksborg Slot er præget af imponerende rum og detaljer. Gå på opdagelse og oplev blandt andet:
 
Marmorgalleriet
Marmorgalleriet pryder slottets centrale fløj, Kongefløjen. Oven over de rigt dekorerede marmorbuer står statuer af de klassiske guder. Enkelte af figurerne er kopier af statuer, der blev ødelagt, da Frederiksborg Slot brændte i 1859.
 
Slotskirken
Christian 4.s smukke og originale renæssancekirke fungerer i dag som sognekirke for Frederiksborg Sogn. Kirkens øvre etage, galleriet, er kapel for De Kongelige Danske Ridderordner. Her hænger våbenskjolde for riddere af Elefantordenen og Storkors af Dannebrogordnen, og nye våbenskjolde kommer jævnligt til. I gallerietagens sydlige ende står det historiske Compeniusorgel fra 1610. Hver torsdag året rundt giver slotskirkens organister en halv times koncert på orglet kl. 13.30.
 
Kongens Bedekammer
Kongens bedekammer led stor skade ved slotsbranden i 1859. Kun altertavlen og bordet blev reddet, men det lykkedes siden at genskabe rummet, som man mente, det oprindeligt havde set ud.
 
Riddersalen
Slotsbranden i 1859 gik også hårdt ud over riddersalen, men med en stor indsats lykkedes det at genskabe det prægtige rum. For eksempel blev nye kunstfærdige gobeliner vævet i Frederiksborgmuseets Gobelinværksted i årene 1901-1928.
 
Audienssalen
Audienssalen er et af de bedst bevarede repræsentationsrum fra den ældre danske enevælde. En mindre brand i 1670erne ødelagde en del af Christian 4.s indretning, hvorpå Christian 5. skabte det interiør, man ser i dag. Salen led næsten ingen skade ved slotsbranden i 1859.
 
Neptunspringvandet
I den ydre slotsgård står Neptunspringvandet, der blev opført som symbol på Danmarks status som førende Østersømagt i 1600-tallets tidlige år. Havguden Neptun knejser på fontænens top, og berømmelsens gudinde Fama er også repræsenteret blandt springvandets mange figurer. Det nuværende springvand er en kopi af den originale fontæne, der blev fremstillet af hollænderen Adrian de Vries omkring 1617. De originale figurer blev stjålet af svenskerne i forbindelse med svenskekrigene i 1658-1660 og står i dag i parken ved Drottningholm Slot.