Jul på Frederiksborg

I december slås lågerne på museets pragtkabinetter fra 1600- og 1700-tallet op, og en hemmelig verden med små spejlkabinetter og skuffer kommer til syne. Samtidig udstilles nogle af museets sjældne silkebroderede lærredsduge fra 1600-årenes midte. Den 10. og 17. december fra kl. 11.00-14.30 vil det være muligt at komme helt tæt på broderiet, når Inger-Merete Bach syer og fortæller om silkebroderede lærredsduge i Englesalen.

I Rosen er der mulighed for et gensyn med fem af DR's julekalendere. Museet udstiller kostumer og rekvisitter fra Jul på Slottet, Nissebanden, Bamses Julerejse, Pagten og Den Anden Verden i hele december.
 
De tre første søndage i advent kan familier og børn komme i nisseskole, hvor man kan lære om julens historiske traditioner og få fortalt om de udstillede kabinetsskabe og duge. Efter en omvisning på slottet afsluttes med juleklip i Børnenes Danmarkshistorie.
 
Julians Nisseskole: 3., 10. og 17. december kl. 13.30
 
I hverdagene er det muligt for skoleklasser at bestille en dobbeltlektion i Julians Nisseskole. Nisseskolen er særligt velegnet til 1.-6. klasse. Lærere kan booke juleforløbet hos museets undervisningsafdeling på telefon 48 20 14 40.
 
I december er slottets drillenisser også på spil. Vi beder museets yngste gæster om hjælp til at finde slotsnissen, Julian, der hver dag stikker af og gemmer sig i en ny stue på slottet. Hvis man kan finde nissen, er der en lille gave til det heldige barn.