Jul på Frederiksborg

Gensyn med DR's julekalendere. I december viser museet i samarbejde med DR en stor særudstilling med rekvisitter og dragter fra DR's populære julekalendere.
 
I december slås lågerne på museets pragtkabinetter fra 1600- og 1700-tallet op, og en hemmelig verden med små spejlkabinetter og skuffer kommer til syne. Samtidig udstilles nogle af museets sjældne silkebroderede lærredsduge fra 1600-årene.
 
De fire søndage i advent kan familier og børn komme i Julians Nisseskole, hvor man kan lære om julens historiske traditioner og få fortalt om de udstillede kabinetskabe og duge. Efter en omvisning på slottet afsluttes med juleklip i Børnenes Danmarkshistorie.
Julians Nisseskole: 2., 9., 16. og 23. december kl. 13.30.
 
I december er slottets drillenisser også på spil. Vi beder museets yngste gæster om hjælp til at finde slotsnissen Julian, der hver dag stikker af og gemmer sig i en ny stue på slottet. Hvis man kan finde nissen, er der en lille gave til det heldige barn.
 
Lørdag den 15. december kl. 13 inviterer museet til en helt særlig omvisning ved journalist Brian Iskov, som har engageret sig i DR's julekalenderudstilling. På dagens omvisning vil han dele ud af sin store viden om de populære TV-julekalendere og deres historie suppleret med spændende anekdoter. Omvisningen er gratis, når entre til museet er betalt. Da der kun er et begrænset antal pladser, er tilmelding til arrangementet påkrævet og vil ske efter først til mølle princippet. Tilmelding sker via mail til js@dnm.dk senest fredag den 14. december kl. 16.