Peter Martensen - portrætter

Fra 13. januar til 2. april kan en stor, retrospektiv udstilling med Peter Martensens portrætter gennem 36 år opleves på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot .

Billedkunstneren Peter Martensen har gennem årtier indtaget en fremtrædende position i dansk portrætkunst. Selv om han ikke opfatter sig selv som portrætmaler, så er hans kærlighed til portrættet dyb.

Da Det Nationalhistoriske Museum inviterede Peter Martensen til at udstille sin produktion af portrætter på Frederiksborg, tog Peter Martensen fat på at realisere en helt ny serie af portrætter til udstillingen. Den nye portrætserie viser ti kunstnere, der er malet i hel figur i målene 175x110. Hvert portræt er blevet til inden for et todages besøg i Peter Martensens atelier, hvor der blev malet fra morgen til aften. De ti møder er blevet til intense malerprocesser takket være helstøbte oplevelser af de personer Martensen har arbejdet med, og de har givet ham oplevelsen af den gensidighed, der er nødvendig for at et portræt kan lykkes.
 
I udstillingen "Peter Martensen Portrætter" samles billedkunstnerens portrætter gennem 36 år. Udover den nye portrætserie byde udstillingen på både helt private portrætter af hustruen Margrethe og børnene, selvportrætter og bestillingsportrætter af blandt andre tidligere statsminister Poul Hartling og Danfoss direktør Jørgen Mads Clausen.
 
Udstillingen kan opleves i Prinsessefløjen på stueetagen fra 13.01-02.04