Efterårsferie på Frederiksborg

I skolernes efterårsferie ser museet nærmere på historiens heltinder. Gennem familieomvisninger og en særlig sporleg kan museets yngste gæster og deres familier blive klogere på nogle af de kvinder, som har haft stor betydning for Danmark.
Der er daglige familieomvisninger kl. 11.00 og kl. 14.30.
Der er også mulighed for at besøge vores udstilling Børnenes Danmarkshistorie. Her kan man lære om Christian 4., skrive med fjerpen og blæk, prøve flotte prinsessekjoler og tunge rustninger. 
I efterårsferien bliver museets udstilling 'Kinesisk Broderi' suppleret med broderiworkshop for både børn og voksne. Her vil der være mulighed for selv at prøve kræfter med det traditionelle håndværk og brodere flotte figurer og billeder. Undervejs vil museets tekstilkonservator vejlede og fortælle om broderiet. Broderiværkstedet foregår i Børnenes Danmarkshistorie i kælderen og er åbent alle dage i efterårsferien kl. 13-16.
På hverdage fra kl. 13-16 demonstreres traditionelt dansk broderi i Englesalen.
På 3. sal kan man se et udvalg af de kreative produkter, som de deltagende klasser i Historiedysten 2018 har lavet. Her udstilles blandt andet brætspil, film og tableauer.
Alle dage i efterårsferien kan man også komme på omvisninger og høre om slottets og museets spændende historie.
 
Engelsk omvisning: kl. 11.30 og 14
Dansk omvisning: kl. 13.30
Søndagsomvisning med skiftende temaer: søndag kl 13.30
Vi glæder os til at byde alle velkommen til en sjov og lærerig efterårsferie.